Flere personer har gennem tiden haft en stor betydning for Katrinebjergs Atletikforening. Nedenstående er en liste over de største!
Laura Fransgaard
Indlemmet i 2023
Tidligere bestyrelsesmedlem og formand
Farvel og tak.
Med foreningens 9. generalforsamling overstået, er det igen blevet tid til at hylde en person, der har haft en ekstraordinær indflydelse på foreningen.
Denne gang går æren til Laura.
I flere år har Laura været en uundværlig del af Katrinebjergs Atletikforening. Hendes engagement og dedikation har haft en stor indflydelse på foreningen og dens medlemmer.
Laura blev en del af KAF’s bestyrelse i 2020 – samme år, hvor hun også startede et volleyhold i foreningen. Her har hun spillet en afgørende rolle i at fremme dets udvikling og succes. Hendes passion for sporten og hendes evne til at motivere spillerne har altid været med til at skabe en positiv stemning omkring vores volleyballaktiviteter.
Men Lauras engagement stopper ikke der. Hun har også haft en central rolle i bestyrelsen, hvor hun det seneste år har fungeret som formand. I løbet af de seneste år har hun f.eks. repræsenteret foreningen ved introuger for nye studerende på Katrinebjerg. Hendes evne til at kommunikere, motivere og formidle foreningens værdier har bidraget til at tiltrække nye medlemmer og sikre foreningens vækst.
Sidst men ikke mindst har Laura også været en ven. Hun har altid været der for at hjælpe sine holdkammerater og andre medlemmer i foreningen og har aldrig tøvet med at træde til, når der har været brug for handling. Hendes ansvarlighed og pålidelighed gør, at man altid har kunnet stole på hende, uanset om det drejer sig om hendes rolle som volleyansvarlig, bestyrelsesmedlem eller som formand for foreningen.
Men nu er det blevet tid til at sige farvel og tak.
På vegne af bestyrelsen og resten af KAF vil vi gerne sige tusind tak til Laura for hendes store indsats, de mange hyggelige stunder og altid godt selskab. Din indsats vil blive husket og værdsat. Vi ønsker dig al muligt held og lykke i fremtiden.
Jeanne Dahl Olsen
Indlemmet i 2022
Tidligere bestyrelses- og festudvalgsmedlem
Jeanne har gennem mange år gjort en stor indsats for at få tingene til at fungere i klubben såvel som på kvinde fodboldholdet. Hun har både siddet i bestyrelsen og været i festudvalget. Altså festudvalget dengang hvor KAF-fester var noget, der blev afholdt minimum 4 gange om året, og ofte sluttede på guldhornene (virkelig gode tider).
Jeanne er en vaske ægte KAF-kvinde. Hun har lavet det vi i KAF, fra nu af, definerer som en KAF-360. Altså været forbi alle KAF-discipliner for kvinder. Hun har forsøgt sig med både badminton, Volleyball, håndbold og fodbold.
Hun er dog nok mest kendt på fodboldbanen. Hvor hun startede tilbage i 2016. Og hun har siden da spillet hele 63 kampe i den blå trøje og har forhåbentlig flere til gode. Det er ikke blevet til den hel store målfest for hende personligt. På holdet bidrager hun oftere med assists, med indlæg fra kanterne.
På fodboldholdet har vi et move opkaldt efter hende. Det er når man dribler med bolden, men så pludselig overhaler bolden og lige sparker til den med hælen, for efterfølgende at vende rundt og så løbe en ny vej med bolden.
Jeanne har hermed skrevet sig ind i historien som Hall of Fames første kvindelige medlem. Stort tillykke og tak for indsatsen.
Jacob Luis Nielsen
Indlemmet i 2021
Tidligere bestyrelsesmedlem og formand
På en råkold mandag eftermiddag i marts 2016 trådte en usleben fodbolddiamant ind på Katrinebjergskolens frosthårde grusbane.
Med nye støvler, pandebånd, sydamerikansk glød og nordjysk dialekt var der store forventninger til fodboldspillet. Og da han tilmed lignede en mand i kanonform, var der ingen grænser for, hvor stor en gevinst han skulle blive for fodboldholdet. Men da opvarmningen var slut på den knoldede grusbane og der kom en bold i spil, blev det tydeligt, at hverken spilforståelsen eller førsteberøringen sad lige i skabet. Alligevel spillede han sig direkte på holdet som højre back, måske fordi både trænere og holdkamerater allerede den dag kunne mærke den varme og hjælpsomhed Luis lige siden har vist. Det kan godt være, at Luis ikke var venner med bolden – men han var venner med alle andre.
Siden er det blevet til intet mindre end 105 kampe i den marineblå KAF-trøje, og faktisk er Luis blevet en meget bedre fodboldspiller, siden han begyndte. Det roser vi ham ikke nok for.
Indkast og offsidelinjer er han stadig ikke gode venner med, men der er snart ikke flere venstrebacks tilbage i Aarhus, som Luis ikke med lethed er løbet forbi mindst én gang.
Ét aspekt af fodboldspillet kommer Luis dog aldrig til at mestre. Målmandsposten. 31 min blev det til i hans første og eneste optræden i den ellers meget stilfulde pink målmandstrøje. Aldrig siden har et trænerteam våget at putte Luis på mål. Egentligt ret fint lavet af ham, når man tænker på, at målmandsposten langt fra er en drømmepost i KAF.
Luis var, som så mange gange før, mødt op til kamp en lørdag formiddag med meget små øjne. Nobelparkens utallige fristelser en fredag aften, havde endnu en gang fået kløerne i ham. Set i bakspejlet skulle han nok være blevet hjemme, men han endte på kassen. Fra et par kolde i kassen – til én kold på kassen.
Allerede i kampens 2. minut gik det helt galt. En høj bold var på vej ud til målspark uden en modspiller i nærheden, da Luis af uransagelige årsager løb ud for at tæmme bolden. Med en klassisk Luis-retningsbestemt tæmning endte bolden med at trille mod målstregen, hvor en vågen angriber hjalp bolden det sidste stykke ind over stregen og reddede Luis for historiens dummeste selvmål.
Efter 31 min havde han droppet yderligere to gange, og stillingen var 0-3. Det får en anden af de store personligheder i KAF-sammenhæng, Tobias Andersen, på dagen placeret som højrebenet venstredør, til at reagere. Med hidtil uset fynsk aggression gav han et møgfald af dimensioner til bænken, som ikke kunne gøre andet end at skifte Luis ud.
31 minutter som Luis nok den dag i dag vil påstå, at han ikke husker.
Som tovtrækker i foreningens gøremål er det dog en anden Luis man får. Som træner, opkridter, formand, bestyrelsesmedlem og egentlig bare en fantastisk kammerat, har han de seneste 5 år haft en enorm betydning for foreningen. Ikke mindst under Coronanedlukningen, hvilken han var med til at styre foreningen sikkert i gennem. Det vil Luis gerne stå på mål for.
Christian Ørbæk Andersen
Indlemmet i 2019
Stiftende bestyrelsesmedlem, kasserer, kampfordeler, stifter af kridtbanden
Ørbæk er en vaskeægte foreningshelt, der også efterhånden har haft samtlige titler og stillinger i klubben. Dette har samtidig resulteret i, at Ørbæk er enhver KAFers go-to, hvis man har et hvilket som helst spørgsmål vedrørende foreningen. Hvornår begynder indendørs sæsonen? – spørg Ørbæk. Er der øl i skuret? – spørg Ørbæk. Har vi råd til nye bolde? – spørg Ørbæk.
Men det er naturligvis ikke kun væk fra grønsværen at Ørbæk går forrest. Længe har han nemlig også båret anførerbindet på banen, hvor han samtidig fører sig frem med dødbolde og driblinger af (Ør)Beckham’ske dimensioner. Og når slutfløjtet har lydt, er Ørbæk også den første til at finde en ramme øl fra skuret, hvorfra han glædeligt deler ud – ovenpå nederlag eller sejr – det kommer sig ikke så nøje.
Det vil altså ikke været langt fra, hvis man beskriver Ørbæk som KAFs altmuligmand, og at han fungerer som limen der får forening til praktisk, sportsligt og socialt at hænge sammen. Og af den grund kan det ikke komme bag på nogen, at det er blevet Ørbæks tur til at komme i KAFs hall of fame, og vi håber i vil være med til at sende ham et stort tillykke og ikke mindst tak for indsatsen
Mirlo Frej Richart Vigh
Indlemmet i 2019
Ven, koryfæ, spasmager, festabe, Topscorer (nu tidligere), Første bødekasseformand, KAF’s første far.
Superlativerne står i kø, når en mand som Mirlo skal beskrives. En mand der generelt har ydet en kæmpe indsats for klubben gennem et utal af sæsoner og altid har stået der, når der var brug for ham. Generelt kan Mirlo beskrives som et menneske, der altid har været inkluderende, varm og imødekommende overfor nye spillere i klubben, hvilket han skal have en kæmpe tak for. Han har behandlet alle i øjenhøjde og har aldrig ladet sig rive med trods titlen som mangeårig topscorer i KAF. Denne titel er nu blevet givet videre, men Mirlo vil altid være en del af historiebøgerne i KAF.
Som fodboldspiller kan Mirlo formentligt bedst beskrives som en klassisk og vaskeægte ’Fox-in-the-box’-type hvis målnæse er medfødt. Evnen til altid at placere sig det rigtige sted i feltet, har resulteret i et hav af mål og derudover har Mirlo altid været fuld af selvtillid, hvorfor han aldrig har været bleg for at påtage sig ansvaret, når der har skullet sparkes straffespark. Derudover har Mirlo altid været garant for en hulens masse engagement, hvilket har inspireret og rørt mange KAF-spillere (unge som gamle) gennem tidernes løb.
Anders Keld Messer
Indlemmet i 2018
Stiftende bestyrelsesmedlem, stifter af social udvalgt og meget andet
Anders har været med fra starten, dengang foreningen ikke var andet end et par gutter, der mødtes på diverse knoldede græsplæner i Aarhus med intet andet end fodbold og kammeratskabet for øjet. Og netop kammeratskabet i KAF vil altid være synonym med Anders. Titlen som årets kammerat har han vundet mere end nogen andre, og han var manden bag det sociale udvalg i foreningen, som den dag i dag har som sin fornemmeste opgave, at det sociale sammenhold i foreningen altid kommer først. Anders har dermed gennem hele sit virke været bannerfører for, at KAF er et sted, hvor der er plads til alle.
På fodboldbanen er han kendt som manden med KAF’s bedste hjørnespark og et ganske giftigt frispark, som da også har udmøntet sig i flere flotte scoringer. Hans venlige gemyt står dog også tilbage som hans største svaghed. Af alle hans allergier er nærkampe nemlig den værste. Men hvad gør det, når man kan se tilbage på en KAF-karriere, hvor man bl.a. var hovedarkitekten bag det flotteste mål i KAF’s historie.
Vi er tilbage i KAF’s første sæson, hvor vores eneste hold kæmpede med om oprykning fra serie 6. Anders var placeret på højrekanten og havde i kampens første 60 minutter som sædvanligt sneget sig uden om alle nærkampe. Her modtager han bolden og sætter straks en magtesløs Ismail Genclik venstreback. Inde i feltet står en anden KAF-legende, Bo, der med sine kun 169 cm. ikke er den oplagte targetman at sparke efter. Men med en smørfod af Anders’ karakter er det ikke noget problem. For med en fuldstændig perfekt sukkerbold rammer han Bo med en sådan præcision, at det ikke kræver meget andet end at dreje hovedet for at vinkle den helt op i hjørnet.
Fra ledelsen skal der lyde et stort tak, for alle de timer Anders har lagt i foreningen. Vi håber, at du overlever besparelserne på DR og hurtigst muligt indtager din retmæssige plads, som Peter Møllers afløser. Anders fortsætter som menigt medlem i både fodbold- og badmintonafdelingen, så vi har heldigvis ikke set det sidste til KAF bedste kammerat.
Patrick Kjær Jessen
Indlemmet i 2017
Stiftende bestyrelsesmedlem, foreningens første formand, KAF’s ukronede elasticokonge
Patrick har siden begyndelsen haft store visioner for foreningen, og er aldrig gået af vejen for at give en hånd med, når andre har haft brug for hjælp. Vigtigst af alt vil han dog blive husket som manden med ideen. Mange har hjulpet i tilblivelsen af KAF, men det var Patrick, der gik med ideen, og det var ham, som var foregangsmand i foreningens spæde start.
På fodboldbanen ligner han nogle gange en, der har spillet for meget Fifa og ikke altid husker, hvor afleveringsknappen sidder. Når det er sagt, så lykkes Fifa-taktikken til tider og han vil derfor også blive husket som manden bag et af de flotteste mål i KAF-historien, da han tilbage i 2016 scorede mod FC Jura. Et mål som var nærmest identisk med Jamie Vardys mål mod Liverpool i samme sæson. Vardys mål endte med at være medvirkende til at sikre Leicester et usansynligt mesterskab. Patricks mål var til 2-5 i FC Juras favør, hvor de efterfølgende rykkede op foran KAF, men det snakker vi ikke om.
Mads Frey
Indlemmet i 2017
Stiftende bestyrelsesmedlem, tidligere næstformand, Skovvangsskolens tørreste venstreben
Første mand på vagten er næstformand og stiftende bestyrelsesmedlem, Mads Frey. Som et af de oprindelige bestyrelsesmedlemmer er Mads stærkt medvirkende til, at KAF huser mere end 100 medlemmer.
Mads har gennem hele sit virke altid været vedtægternes vogter. Hans stærke værdier har i den grad været med til at påvirke kulturen i KAF, hvor det sociale samvær stadig er mindst lige så vigtigt som at vinde. En ting er, hvordan Mads huskes på bestyrelsesgangen, en anden ting er på fodboldbanen.
Ud over at besidde det tørreste venstre ben på Skovvangskolen, så er han manden der på gode dage, rammer alt lige røven, når den står på indendørs i vintermånederne. Først og fremmest vil han dog blive husket som manden, der scorede det første officielle mål i KAF’s historie. Et forrygende mål, som i øvrigt blev assisteret af den nuværende topscorer på 2.-holdet og en af de andre “gamle” i klubben, Mirlo.